23948sdkhjf

Køkkenbranchen får elevuddannelse

Unge med ambitioner om en karriere som køkkensælgere får nu mulighed for at tage en salgsassistentuddannelse med profil inden for køkken, bad og garderobe.
Som en af de få etablerede detailbrancher har køkkenbranchen ikke hidtil haft en officiel grunduddannelse. Det bliver der nu lavet om på.

Fra december 2014 opstarter Handelsfagskolen det første elevhold på uddannelsen til salgsassistent med profil i køkken, bad og garderobe. Og allerede nu kan butikschefer- og indehavere begynde at rekruttere og indgå uddannelsesaftaler med elever.

Salgsassistentuddannelsen er en toårig vekseluddannelse, hvor eleven skiftevis er i virksomhedspraktik i butikken og på skoleophold af to ugers varighed på Handelsfagskolen. På skoleopholdene modtager eleverne en varieret undervisning, der kobler teori på den praksis, de kender fra praktikvirksomheden. Undervisningslokalet indrettes som et showroom med vareprøver på køkkener, hvori eleverne kan træne nogle af fagets discipliner.

Uddannelse styrker rekruttering
Claus Christensen, der er faglærer på Handelsfagskolen og har en baggrund som køkkensælger, glæder sig over, at det er lykkedes at skabe en uddannelse til branchen.

- Med en officiel grunduddannelse bliver det langt nemmere at rekruttere dygtige unge til køkkenbranchen. Når ungdoms- og uddannelsesvejledere og erhvervsskolernes praktikvejledere møder unge med interesse for design, salg og kundekontakt, vil salgsassistentuddannelsen med profil i køkken, bad og garderobe være en oplagt mulighed, mener han.

Fremtidssikring af en konkurrencebetonet branche
Uddannelsens indhold er fastlagt i et tæt samarbejde mellem Handelsfagskolen og kæderne Nobia Denmark A/S og Kvik A/S. Freddy Kloster Nielsen, der er uddannelseschef i Nobia, tror på, at uddannelsen kan være med til at fremtidssikre branchen.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi har kompetente medarbejdere, så vores kunder kan være helt trygge ved den vejledning, de får. Det kræver meget at være en dygtig køkkensælger, og det tager lang tid at oplære en ny medarbejder. Med salgsassistentuddannelsen oplærer vi vores egne elever fra bunden i stedet for at hente dem fra andre brancher eller hos konkurrenten. Det er en langt billigere løsning. Samtidig vil unge medarbejdere have et andet syn på tingene og være med til at skabe udvikling i branchen, siger han.

Hos Nobia og Kvik håber man, at konkurrenterne vil bakke op om den nye uddannelse, der kan være med til at løfte branchen som helhed.

- Eleverne kan kun blive klogere af at høre, hvordan de andre kæder sælger køkkener, og det vil gøre dem skarpere til at sælge vores egne produkter. Forhåbentlig kan uddannelsen også bringe mere fairness ind i branchen i kraft af, at vi lærer hinandens produkter at kende og dermed får fremhævet, hvor vores eget koncept er stærkest. En uddannelse vil gavne alle partnere i branchen, siger Finn Christensen, der er academy consultant i Kvik.

Handelsfagskolens elever kommer fra hele landet, og da langt de fleste indkvarteres på fagskolen under skoleophold, får eleverne rig lejlighed til at opbygge et netværk i branchen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078